Bærestolen

Bærestolen

Fra midten af 1660'erne og op igennem det næste århundrede vrimlede det med portechaisere, altså bærestole, i København og alle andre europæiske storbyer.

Det var faktisk helt præcist en italiener i 1664, der fik tilladelse til at bygge, sælge og udleje bærestole her i byen. Med tiden blev bærestole mere og mere populære blandt velhavende mennesker, da man jo undgik både snavs og pøbel og samtidig bevægede sig med stil.

Disse "chaisere" kunne være smukt udstyret med dekorationer, glasruder, gardiner samt silkepuder. Ligesom nutidens taxier havde ”portechaiserne” også deres faste holdepladser som på Kongens Nytorv, Gråbrødre Torv, Vandkunsten og Nikolaj Kirke. Man havde et fast taxametersystem, og man kunne faktisk købe en form for klippekort, et såkaldt billethæfte til 12 ture.

Selvom man blev båret af to store, stærke mandfolk, kunne det dog gå rigeligt galt i Københavns myldretids snævre, snørklede og hullede gader, fyldt med droschekuske, ladvogne, spritryttere m.m. Det var ikke helt ufarligt at praje en bærestol.

Rygtet

Blandt nogle af byens borgere gik der et rygte, hovedsageligt blandt befæstningens soldater, at man kunne hyre en helt bestemt bærestol ved skumringstid. Den var ikke fancy udstyret, men slidt, afskallet, mørkerød og med tunge sorte gardiner samt en stank af mug. Bærerne var to komplet tavse og stærke men meget krumryggede mænd. De var iført mørkebrune kutter trukket godt op om ørerne som så skjulte deres ansigter men ikke deres stikkende øjne. Stikkende øjne er den helt rigtige beskrivelse for så du ind i disse øjnes gennemborede de dig med en rædselsvækkende kulde.

En soldat, som frygtede krigen og havde "skillingen", kunne nu blive kureret for sin skræk for slagmarken. Hvordan? Jo, rygtet sagde, at lod man en dråbe af sit blod falde til tør og støvet jord og med lukkede øjne samtidig mumle ”Jeg vil sælge min frygt” tre gange og det lige i det øjeblik solen trak sig ned i mørket ved verdens ende så ville bærestolen snart dukke op.

Som med ellers alle andre bærestole blev netop denne ikke sat ned. Næh, kunden måtte selv kravle op og ombord. En tavs stemme i ens hoved hviskede køligt, at man skulle trække gardinerne for og man ville instinktivt vide, at ikke før ville der blive taget så meget som et eneste skridt. Allerede her vil mørket begynde sin langsomme og sirlige omfavnelse af en.

Med ordene "Stik vest, mine herrer," ville man blive båret ud af byen. Bærerne stoppede på ingen måde for hverken høj eller lav og hvorledes de kom ud gennem en af de fire byporte vil for altid være kunden en gåde. Gardinerne var nemlig ikke til at trække fra hinanden igen.

Først ved midnat ophørte de skumle tavse herrers tunge og stærkt monotone trasken, og bærestolen ville faktisk blive sat ned. Gardinerne kunne atter trækkes fra og det var ikke et kønt syn man kunne skue under månens halve og grålige triste lys.

Man befandt sig foran en gammel faldefærdig gård, ubeboet og med huller i stråtaget og brædder slået for vinduerne, en have fyldt med døde og visne buske, tidsler og træer og en tavshed som larmede.

Nu skulle man for alvor mobilisere sit mod og gå ind i huset. Kunne man opholde sig der uden at blive sindssyg, til hanegal den næste morgen, ville man have mistet al frygt og bæven i livet. Man ville blive til det tapreste menneske, man ville blive kongerigets modigste mand.

Hvad der skete derinde, gisnes der kun om. Rygtet siger, at det var ens værste frygt, man fik lov til at konfrontere, andre at det var en nedgang til helvede selv og ens sjæl blev solgt til den højestbydende dæmon.

Vi får næppe svar på det, for i 1770'erne ebbede bærestolene langsomt ud af byens gadebillede.