Bilen

Bilen

Jeg ved ikke, om det ses længere. Jeg har selv prøvet at spejde efter det... Men det er åbenbart rigtigt, at det tydeligvis kun er ”for” dem fra den rette generation; det er dem, som kan se det. Min elskede gudmor var en af dem, som havde set det, og det op til flere gange. Men hvad var så lige ”det,” der blev set?

Lad os starte med begyndelsen.

Nu, hvor den ”Nordre port” i København, altså det, du kender som Nørreport station, atter er blevet renoveret, endda nærmest pænt og lidt arkitektonisk spændende med sine svampeagtige tage, er alle ”spor” nok slettet med både tidens og åndens tand, og få kan huske den glatte, våde og iskolde vintermorgen på Nørreport i starten af 1950'erne og ”Det,” de så der i sneen...

Historien starter for alvor en fjern, mørk og sen nat eller måske rettere en meget tidlig morgen. En tidlig, råkold morgen, som var dækket af tyk, hvid, blød og nyfalden sne for over tres år siden.

Den morgen, hvor ”det” skete... den morgen, hvor to kvinders liv blev knust af metallisk, rå og afstumpet vold, og to fædres hjerter sønderflænget af en sorg, som aldrig skulle heles, samt små børn, som ville savne, græde og mindes deres mødre mange lange stunder resten af deres dage.

Ifølge beretningen var det ikke en hvilken som helst herre, der kom kørende på vej hjem denne morgen. Natten igennem havde denne herre drukket tæt på den danske flådes største ”slagkrydser”... for at beskrive det med det sædvanlige danske ”storsind” og i mangel af et bedre ord for fregat. Denne herre var mildest talt stangberuset og havde en privat chauffør. Men denne morgen havde chaufførens chef, som var en af de, på en ganske særegen og meget gammeldags måde, mægtigste mænd i Danmark, beordret ham, altså chaufføren, over på passagersædet i luksusbilen, for bossen ville nemlig selv køre bilen hele vejen hjem. Stanghammerende Bukowski-vissen.

Det var mildest talt snestorm, og det stod fygende ned med de hvide himmelfnug. Mangt en københavner lå trygt sovende under deres dyner, da klokken omkring fire om morgenen ringede. Dem, der skulle op, trak den så længe, de kunne. Snestormens hvinen og dække var ubarmhjertigt og bestemt ikke noget, nogen ønskede at stå op til og gå ud i.

Chefen endte over det lange buk ved Slotsholmen, det er den ø i København, hvor du har Christiansborg (ja, det er faktisk en ø). Han skulle have drejet til højre lige da han kom over Knippelsbro ved Børsen, men det smuttede i branderten, og det samme skete med Holmens Bro og Højbroen. Først ved Stormgade svingede den evigt fartglade fulderik bilen til højre. Hu-hej og op ad Rådhusstræde, forbi Ny og Gammeltorv, og så fik den fuld hammer op ad Nørregade, sømmet var helt i bund, og chaufføren klamrede sig nærmest til passagersædet, som han jo var blevet forvist til, mens han skrækslagent kun kunne tænke på, at det ville gå galt. Han skulle desværre få ret. Mere end ret. For det gik galt, meget galt.

Intet anende kom de to unge rengøringskoner gående over Nørreport, lige ankommet med det første S-tog og på vej ned til deres sædvanlige morgentjans. Tungt traskende gennem mindre snedriver, som havde trængt ned gennem indgangen til stationen, trodsede de den bidende vinterkulde, mørket i den dårligt oplyste by og det kraftige snevejr, mens de straks styrede mod det tykt snedækkede fodgængerfelt, som forbandt Nørreport station med Fiolstræde via det lille torv kaldet æggetorvet.

Den fornemme, mørke rigmandsbil tog et skarpt skridtende højresving for enden af Nørregade, mens stopsignalet lyste fuldt rødt, og maste sig så igennem de to kvinder, som kæmpede sig igennem de høje snedynger midt i krydset. Føreren af bilen satte foden på de hvæsende bremser, som straks blokerede, men alligevel for sent. Så sad han måbende sammen med sin chauffør.

Den ene kvinde lå blodsmadret op ad bilens knuste forrude, med ansigtet tværet ud og ind i det splintrede glas, så kraftigt, at det dryppede med mørkerød døende livskraft ned på instrumentbrættet, mens hendes øjne slukkedes, stirrende af forbløffelse på chaufføren på passagersædet.

Den anden kvinde var nærmest i to halvdele, og i en art kropsligt chok trak hun sig afsted med blodet fossende ud af sin mave efter sig i den nyfaldne, bløde sne. Mærkværdigt nok nåede hun faktisk flere meter, helt hen til det lille torv, hvor fodgængerfeltet dengang endte.

I mellemtiden var hendes banemand, der blev nærmest pinlig ædru af ren horror-chok, stået ud af køretøjet og slingrede, halvt løbende hen til hende. Den hastigt døende kvinde fornemmede hans tilstedeværelse, og med en sidste gurglende lyd vendte hun sig om og stirrede ind i øjnene på den høje fine herre. Inden hun udåndede, der denne tidlige vintermorgen i den røde blodfyldte sne, nåede hun lige at fremstamme et ”Undskyld.”

Spritbilisten satte sig langsomt og fumlende ind på passagersædet, mens hans chauffør nænsomt fik mingeleret liget af den anden kvinde ned fra køleren. Med et uhyggeligt ”flunk” gled hendes stendøde krop ned på Nørrevoldgade.

Nervøst spejdede lakajen rundt efter vidner denne kolde, blæsende og snehvislende morgen. Ingen snefejemaskiner, mælkebiler eller avisbude at se gennem snestormen, konkluderede han, og møvede sig så ind bag rattet. Bentleyen satte sig hurtigt i bevægelse, svingede ned ad Gothersgade mod Kongens Nytorv og på vej hjem.

Ganske, ganske kort efter var der kun ligene, blodet og de massive snemængder samt den gammelkendte tagreklame på hjørnet af Nørregade og Nørrevoldgade, der lyste op med sin grønne, friske farve i den mørke, tænderskærende vintermorgen. Denne morgen var farven nærmest uhyggelig, som med et slags skræmmende overnaturligt skær kastede sig over gerningsstedet.

”Flere og flere går om ad Nørregade,” reklamerede stormagasinet Daelles Varehus med. Denne morgenstund blev det desværre to færre, der gik ned ad den.

EPILOG: Sagen havde ingen vidner, og trods et rygte i de juridiske, ministerielle og selv i pressens kredse, fandt man aldrig rigtig frem til den skyldige. Der blev lagt et meget, meget tungt låg på sagen; det var en såkaldt hændelig ulykke, og snart var den glemt.

I nogle af de samme, men sandelig også i andre kredse... hviskes. Ja, hviskes det i mange år, at om vinteren, hvis der altså var faldet frisk morgensne over Nørreport station den selvsamme januardato som ulykken, ja så... så kunne man se et langt, blegt blodspor i sneen ved fodgængerfeltet til Fiolstræde, ikke så langt fra telefonkiosken. Nu findes fodgængerfeltet ikke mere, torvet er smeltet sammen med stationen, og historien, ja, historien er også ved at blive udvisket.