Brønden

Brønden

En, to, tre... Det er en prøve. Hm... Gad vide, om jeg har tændt for diktafonen det rette sted. Nå, jeg prøver.

Hej, Jeg hedder Benny Løjs og er både clairvoyant og certificeret medium fra De Oplystes Skole. Er det ikke det samme, spørger du? Altså clairvoyant og medium? Nej, bestemt ikke. En Clairvoyant er en som kan se andres fremtid, altså er synsk, hvorimod et medium kan snakke med de døde, med ånderne. Så har vi det på plads.

Min historie tog sin begyndelse en sen eftermiddag, hvor jeg lige var kommet hjem fra endnu et anstrengende besøg hos min gamle mor på plejehjemmet. Det er ikke min gamle mor, som er anstrengende, det er det, at det vrimler med ånder på et plejehjem. Afdøde der venter på deres familie, afdøde som vil have, jeg skal kontakte den ene eller den anden og sige det tredje til den fjerde. De er sindssygt påtrængende, og nogle gange er det bare for meget med al den støj i åndeverdenen. Det er også derfor, jeg ikke besøger min gamle mor så ofte, det fylder bare for meget. Selv når jeg ringer for at tale med hende, trænger de døde sig på gennem forbindelsen, så oftest nøjes jeg med at sende hende en godnatsms, når jeg husker det. Det er altså hårdt at være så ekstra super sensitiv som mig.

Jeg havde ligesom brug for at ryste det hele lidt af mig efter den der tur på plejehjemmet. Ikke fordi, at jeg lider af dødsangst, nej da, jeg ved jo, at jeg skal reinkarneres. Nå, jeg havde besluttet mig at gå en lang tur. Det skal lige siges, at jeg bor i en mindre udgave af et ældre villakvarter nærmest klods op ad et lille og forladt fabriksområde i en gammel landsby, alle dele dele havde set bedre tider. Her var en gang en aktiv togstation, lidt industri med landbrugsmaskiner, produktion m.m. Men togene kører nu forbi, fabrikkerne stoppede tandhjulene for årtier siden, stationsforstanderen slukkede og lukkede, og købmanden drejede nøglen rundt et års tid efter coronakrisen. Byen hedder i øvrigt Kværning, og endelsen afslører, at byen går meget, meget langt tilbage i tiden.

Min familie og jeg er tilflyttere, som de fleste i kvarteret, og trods de lokales almindelige høflighed var der ikke rigtig nogle af os, som kom ind i varmen hos de gamle byboer i "centrum", dem der boede ud mod hovedvejen i de ældste villaer. Det var som om, at de bag deres gamle tunge gardiner holdt på dystre hemmeligheder af den mørkere natur, men ikke engang en så åndeligt oplyst og spirituelt vågen person som mig kunne tune mig ind på, hvilke. De var sikkert bare fanget i deres forstokkede og småborgerlige provinsielle kristendom. Altså, ikke for at være fordømmende, bevares, jeg abonnerer jo på Politiken.

Nå, mens jeg nød den småkolde eftermiddags sidste solstråler, gik det op for mig, at jeg var gået ud i det lokale gamle industrikvarter. Her var absolut stendødt blandt de gamle faldefærdige røde og gule murstensbygninger. Nogle af dem var mere smadrede end andre, og det var en af disse mere opgivne af slagsen, der tiltrak mig.

Hegnet var for længst hærget, hængende og gennemhullet, og de gamle lager- og fabriksbygninger var fyldt med graffiti-overmalede vægge og tusinder af glasskår fra de smadrede ruder, knuste flasker, cigaret- og jointskod, plus brugte kondomer, lå spredt ud over det småkrakelerede cementgulv. Gamle rustne og nu ubrugelige maskiner, som det åbenbart ikke kunne svare sig at afmontere, stod i de mørke haller som fortidslevn, der hensank til minderne om bedre tider.

Jeg sparkede til en tom dåse pantfri importøl kaldet Sort Guld, da jeg med et mærkede det, den dybe fortvivlelse, skrækken og panikken. Døden nede i dybet. Rystelserne, jeg var i tvivl om, om det kun var i min krop eller gennem hele fabrikken, for kraftigt igennem mig. Rev i mig, ruskede i min sjæl. Gulvet åbnede sig med et under mig, og en mørk rådden mose kom til syne og som i en hvirvlende vind førte mit astrale legeme ned gennem århundreder, ja måske årtusinder...

Alt oplyst af en kæmpe sitrende rød og uhyggelig fuldmåne i denne anden tidsdimension, eller hvad jeg skal kalde det?

Ofringer, ofringer til mosen, men ikke ofre som Tollundmanden eller Huldremosekvinden, nej, her var kun tale om børn, børneofre, børneånder... Bange, angste og komplet skrækslagne børn. Børn, der blev i træflettede bure, blev sunket ned i mosen af voksne mennesker, mænd som kvinder i uldne klæder og med mørke og skræmmende dyremasker på. Børn, der blev skænket som gaver, børn, der skulle trælle for en mørk, modbydelig og nu for længst glemt guddom der nede i mosegravens klamme og rådne sorte muld.

Ordet "Wuktar" blev messet igen og igen, mørkere og mørkere, dybere og dybere, mere og mere uhyggeligt. Mosen, som åbnede sig for mig, lugtede af rå, ækel og gammel lagret råddenskab, tyk dunkel klistrende tåge og stirrende skræmte barnlige steg langsomt op fra den. Den reneste skræk tog form inde i mig. Kom op i mig. Kom gylpende frem inde fra mig, kravlede ud gennem min mund, næse, øjne, ører og røvhul og omsluttede mig, så ethvert hår stod stift strittende. Min rene klare og oplyste ånd var rystet i sin grundvold, min smukke lyseblå og guddommelige kernesjæl skælvede.

"Wuktar... Wuktar... Wuktar..."

En hvirvlende vind som varslede storm er en god beskrivelse. En vind som ved røde fuldmåner tog mig bort fra noget, som jeg tror, var bronzealderen (jeg skulle vidst have fulgt bedre med i historie), og videre op igennem tiden, flere ofringer, flere grædende og hylende børn, ulykke og ondskab... Jernalderen, vikingetiden, middelalderen og videre op til de mere moderne tider... Til sidst var det ovre. Mærkede I det? spurgte en begejstret Ghost Kim og fortsatte. -Oi, det var vildt, det var ligesom, at alle børnene fløj igennem mig og op til gud. Multe Maja sagde intet, men med det bredeste smil nord for Bloksbjerg hoppede og sprang hun med klappende hænder af ren begejstring, ufatteligt at hun aldrig vrikkede om i sine håndskårne røde træsko. Jeg lod mig rive med af mine ærede kollegaers begejstring. Det var vildt... Men helt inde i mit kerneselv kunne jeg intet mærke. Jeg mærkede intet til de udfriede børneånder. Måske var det bare ikke min dag, tænkte jeg i mit noget oprørte sind. Måske var jeg udkørt? Det gik heller ikke så godt derhjemme og på arbejdet.

Nå, men vi skålede i Majas økologiske multebærsaft, da vi kom hjem. Ghost Kim holdt en mindre improviseret tale om vores absolutte succes.

Måneder er gået, og foråret er kommet. Det hele er gledet mere og mere i baggrunden, og faktisk kan der nu gå dage, hvor jeg ikke skænker børneånderne den mindste tanke. Tak for nu, og hvor er jeg bare et godt menneske.

Da var det, at Benny en eftermiddag, som sædvanligt, kom hjem fra arbejde og tømte postkassen ud til villavejen. Masser af reklamer og Lokalsprøjten. Først i køkkenet fangede hans øjne overskriften på avisen. Stort Golf Resort vedtaget, stod der. Absolut flertal i byrådet, lød følgeteksten.

Hele det nedlagte industriområde var blevet opkøbt af en lokal gammel rigmandsfamilie fra egnen og skulle nu udlægges til en lokal golf- og aktivitetsklub. Lokalplan og tegninger var allerede godtaget, og på kortet på side fem kunne man se, at hovedbygningen var placeret som en hestesko lige der, hvor den gamle sump var, og i midten havde man lavet en lille kunstig sø med en abstrakt statue i midten. Bennys nakkehår rejste sig, og det endnu mere, da artiklen røbede, at hele området inklusive paracelhuskvarteret med ham og familiens grund var en gammel udtørret mose. Det vil sige, at...

Benny Løjs nakkehår stivnede totalt som et pindsvins pigge, da han mærkede noget om sine fødder. Skrækslagen kiggede han ned. Hvirlen var tilbage, den dystre mose havde åbnet sig, og utallige børnemoselig hev fat i ham og begyndte at hive ham ned i dybet. Benny kunne ikke skrige