Broen

Broen

Indtil 1887 var det Peblingebro, som forbandt Nørrebro med indre København. Da Nørrebro voksede, og trafikken blev voldsommere, blev det nødvendigt med en ny bro, og derfor har vi i dag Dronning Louises Bro.

 Men før både Dronning Louises Bro og Peblingebro har der været andre broer. Den bro, der kom før Peblingebro, var en smal træbro, og den skulle efter sigende have været hjemsøgt. 

Før det blev tilladt at bygge på "broerne", altså fællederne, i 1856, og byen endelig åbnede sig efter over 800 år bag volde, var der sparsom bebyggelse derude. Alt skulle være i et plan og af træ, således at militæret kunne brænde det af, hvis fjenden kom, altså svenskerne. 

Derude boede der en opsynsmand til Assistance-kirkegården, som går helt tilbage til 1760. Du kender den i daglig tale som Assistens Kirkegård eller bare Assistensen. 

Opsynsmanden var det, man i gamle dage ville kalde en fordrukken skidt karl. Han var både dum, grov, afstumpet på alle måder og slog og sparkede sin kone såvel som graverkarle og omstrejfende vagabonder og køtere. Kunne han fange en rotte, elskede han at torturere det stakkels kræ til døde, langsomt og ondskabsfuldt, men han klukkede højt, ja nærmest hysterisk. I dag ville han være ufattelig nem at diagnosticere. 

Du, kære læser, har som jeg allerede gjort det, hvilket tog os begge næppe mere end et par millisekunder.

Danmark var mildest talt et voldssamfund i 1700-tallet, hvor man ikke blot straffede folk offentligt men fortsatte torturen i fængslerne. Gader og stræder var ikke en brøkdel så sikre at færdes på som dagen i dag. Overfald og vold stod på dagsordenen i såvel land som by. Kort sagt; så havde vi næppe vundet titlen som verdens lykkeligste folk, uanset hvilket parameter man ville have benyttet sig af. Der blev tæsket løs.

En aften, hvor opsynsmanden havde drukket ekstra meget brændevin, kom han hjem til det lille træhus. Idioten var mere end ekstra olm, og da aftensgrøden ikke bekom ham vel, begyndte han atter at banke sin kone. Den stakkels kvinde var vant til at få klø af sin dumme stodder af en ægtemand, men denne aften var anderledes end andre, for ser du, den stakkels kone havde for nylig taget en lille hundehvalp til sig, og nu frygtede hun for dens liv, da stodderen havde sparket den før. Så hun greb hvalpen med den ene hånd og med den anden en tændt lanterne og flygtede ud i den sorte nat, ned af nutidens Nørrebrogade, nemlig Nørre Landevej, og det i retning af København.

Det har været uhyre mørkt, og sigtbarheden var med garanti elendig. Måske havde hun kunnet skimte en anelse, for hun havde jo den lille lanterne med, men næppe meget, hvis månen ikke var fremme. Dengang var mørket mørkt. Ægte mørke. 

Det siges af ellers ganske tavse vidner, at den skrækslagne kvinde blev ramt af en hestevogn midt på den gamle og noget småt rådne bro. Rækværket knækkede, og både hun og hvalpen styrtede i den kolde, mørke og beskidte Peblingesø. 

Styrtede i den våde grav.

Næste morgen fandt byens borgere liget af graverkonen, men en hvalp blev der aldrig fundet, det var nu heller ikke, fordi nogle ligefrem ledte efter en.

Der gik sikkert ikke lang tid, før de første historier kom i omløb. De stammede fra vagter, der patruljerede uden for byens volde. Visse nætter med støvregn kunne de se en lanterne bevæge sig over broen og med et ”falde” ud over og ned i søen. Der var ikke noget plask eller bølgeskvulp, blot et lys, som med et blev blåt og lyste kortvarigt kraftigt op, mens det så ganske, ganske langsomt sank til bunds i søens vand for så at svinde bort.

Efter at det blev tilladt at bosætte sig uden for byens volde, og en ny og bredere bro blev bygget, holdt meldingerne om lanternen i støvregn om natten op. Til gengæld skal man stadig den dag i dag kunne høre en hundehvalp tude, og det så forfærdeligt hjerteskærende, at hunde, der er ude og blive tidligt morgen luftet, sætter i et højlydt hjerteskærende hyl, for da pibende og med halen mellem benene, trækker deres ejer bort. 

Væk fra søen.