Der kommer altid en...

Der kommer altid..

I 1932 var der to mennesker, som afgik ved døden på grund af påkørsel af sporvogn i København. Den ene har du måske hørt om: Peter Adler Alberti. Tidligere justitsminister og senere straffefange i otte år, dømt for omfattende bedragerier i millionklassen. Han løb ind i en linje 5 på Nørrebrogade i april. Linje 5 vandt.

Den anden påkørsel skete syv måneder senere, nemlig en regnvåd sen novemberaften nær krydset Falkoneralle og Smallegade/Gammel Kongevej. Den blev næppe nær så kendt. Klokken var mange, og kvinden løb direkte ud foran sporvognen linje 14. Politiet og ambulance var hurtigt på stedet, men den unge kvinde var afgået ved døden. Et hændeligt uheld, men alligevel mystisk. Mystisk af flere grunde.

Den ene grund var hendes tøj og indholdet af den taske, hun havde med sig. Den anden var det uforståelige sprog, hun mumlede til sporvognsføren, som holdt den døende i sine arme. Nogle ord fandt han og de få tililøbende dog at kunne kende. Et ord, som hun til sidst gentog igen og igen, lød som "Hrafnagöd," mens hun spejdede mod nymånen, som til tider tittede svagt gennem et hul mellem de regnfulde skyer.

Hrafnagöd... Hrafnagöd... Hrafnagöd...

Kvinden, som var i starten af tyverne, havde et mærkeligt bundet blegt tørklæde på. En lædersnor om halsen med en Torshammer og ingen form for make-up. Hun var iført en lysere blå hørkjole og en anden uldkjole over denne, også i blåt. På den var der gule slyngede broderinger af drager. En kappe i en grovere naturfarvet uld med forskellige påsyede dyrehaler svang sig om hende. På fødderne bar hun tykke uldsokker og snørede håndsyede flade støvletter af læder.

Hun lignede ikke ligefrem en person, der lod sig diktere af den sidste nye mode.

I den lille bylt fandt politiet forskellige små syede poser med, hvad der senere skulle vise sig, at være forskellige urter, herunder bulmeurt og pigæble, samt flere forskellige tørrede svampe.

Mest mærkværdigt var den stav, som hun knugede til sig med begge sine hænder, hænder, der var i handsker lavet af katteskind, som det senere skulle vise sig. Staven var af asketræ og havde udskæringer, som ifølge Nationalmuseet var runer. Trods den mystiske påklædning og genstandene blev sagen hurtigt henlagt som et hændeligt uheld. Da man ikke hørte fra nogen pårørende, blev kvinden på statens regning begravet på de ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård.

Det var første gang i mange år, det havde tordnet i november over København. Ja, det blev mere end blot et forfærdeligt uvejr. Det blev det værste i "mands minde," som man ville sige. Det blev i hvert fald husket i mange år.

Tilbage sad der dog to professorer i Prinsens Palæ og undrede sig. Kvinden var nemlig iført vikingetøj, alt sammen vævet, farvet og syet i hånden, ligesom skoene. De to herrer sagde det ikke højt, men hviskede sagte: "Tidsrejsende?" Lukkede og slukkede herefter kontoret og gik hjem til deres trygge senge ved siden af deres trygge koner. Nå ja, forresten... Runerne på staven blev tydet til Hrafnagöd, Ravneguden.

Tak til historien om Rudolph Fentz for inspiration.