Draugen

Draugen

Det var i det, vi i dag kalder den tidlige middelalder, at islændingen druknede i det iskolde Øresund. 

Han boede i en lille rønne et sted nord og nær Købmændenes Havn og levede af at fiske, men en sen mørk efterårsmorgen tog havet ham, og havet gav først slip på ham efter flere uger. Våd, rådden og delvist spist af de salte søs beboere, skyllede strandvaskeren op på et lille næs nær den unge by, op i en tung dynge af saltet, smårådnende tang i en af de tidlige vintervarslers storme. Sundets stærke strømme havde ikke givet slip på ham. Storme, kulde, vinter og frost gjorde, at folk glemte både lig og navn på den uheldige islænding; man fik aldrig bjærget ham, og derfor kom han aldrig i indviet jord. Sandet og havets døde græs tog sig af kadaveret sammen med sultne måger, små krebs og grådige rotter på strandhugst. 

Den stod på den evige ild for den stakkels sjæl i denne katolske tid, for rygtet sagde, at han havde taget sit eget liv grundet ulykkelig kærlighed hjemme på sin fødeø oppe i det kolde høje nord. Andre hviskede dog, at han havde været af en utrolig grov og ondskabsfuld natur og ikke var velkommen nogle steder på sin hjemstavn, og derfor flyttede han bort. Ingen kendte ham rigtig; han var meget lukket, holdt sig for sig selv og roede kun ind til byens havn og lagde til kaj for at sælge sin fangst og købe det fornødne til livets ophold derude i det dårligt isolerede brædeskur nord for byens beskyttende volde. 

Da foråret kom, var der ikke meget tilbage af staklen; trods kulde og frost havde naturen taget sit, liget var nærmest borte, pillet rent. Knogler lå spredt lidt her og der over den nøgne strandeng, men ingen syntes at bryde sig om det; han var alligevel en udlænding, en udstødt af sine egne, og mon ikke han var hedning? Mærkelige og primitive var de jo deroppe i det høje nord på den der ø langt ude i det dybe, skræmmende Atlanterhav. Man havde jo hørt et og andet og sikkert også noget tredje.

 I byens forskellige kirker havde man alligevel aldrig set ham; kirkegænger var han ikke, og druknede kunne jo ikke begraves i hellig jord. Måske havde han af egen ulykke taget sit eget liv? I jorden blandt pæne dannemænd og dannekvinder, høj som lav, kom han ikke, selvom der endnu var masser af plads på stadens knoglegårde. Men et par synske folk, der en tidlig morgen stod foran resterne af hans ydmyge, forblæste og vinterhærgede lille bræddehytte, kunne se, hvad der var hændt. 

Mandens følgeånd, som de kristne kaldte skytsengel, havde nemlig bitterligt svoret, at den dag byens kirkegårde var fyldte af den tilrejsende død, ville den i vrede og harme vække sin herres åndelige legeme i havets brusende bølger og hævne sig på byens indbyggere, fordi de havde teet sig så usømmeligt og respektløst overfor den døde. 

Den døde, som allerede nærmest var glemt. Snart selv af de synske.

Århundreder gik, tiderne skiftede, og det både frem og tilbage. Folk blev født, levede og døde indenfor såvel som udenfor byens volde. Sømænd som købmænd lagde til kaj, handlede, horede, åd og drak og sejlede ud igen, men en dag i 1711 ankom pesten. 

Det havde den såmænd gjort før, men denne gang sejlede den først forbi og smed sit anker i Helsingørs havn, og efter nogle måneder sneg den sig, forklædt som en lille dreng, gennem Københavns østre byport. Hurtigt blev denne menneskets fjende spottet i Grønnegade, men ak, det var for sent. Pesten kom med sin dødefest til byen, og den var mester i afterpartys. 

Kongen og alle de rige, som ikke ville risikere at begynde at stinke, stak af med det samme. Tilbage i byen var arbejderfamilier, fattigrøve, kirkefolk og studenter, en del bartskærere, altså datidens barberer og kirurger, samt embedsmænd og sidst men ikke mindst kistebyggere.

 Byen blev nu spærret af, lukket og nærmest forseglet. Ingen måtte forlade den, pesten måtte ikke spredes. Der blev posteret ekstra vagter på volde såvel som ved havn og strandeng med ordre til at skyde uden at spørge. Ingen måtte forlade eller komme ind i København, og nyhederne foregik som højtlæsning efter prædikerne i kirkerne. Lige lidt hjalp det, manden med leen høstede løs. 

Er det nødvendigt at nævne, at kistebyggerne havde kronede dage? Så kronede dage, at havde du ikke råd til din egen begravelse, så fik du udleveret brædder og søm, værsgo; kiste til egen forfærdigelse.

 Studenterne lavede også masser af klingende mønter, da de fik monopol på at bære kister. Den ene mands død... 

Stanken af rådnende kød fra de døde blandet med de sultne, knurrende maver fra de levende, som savnede deres elskede, gjorde livet mere end uudholdeligt. Manden med leen fortsatte dog med sit indhak, og snart var stadens kirkegårde fyldte. Københavns gadehunde og baggårdskatte havde aldrig haft større fest. 

Det var en stjerneklar sommeraften i juli, og pålandsvinden fra Skåne ramte svagt kystlinjen, så ligstanken holdt fri fra Strandvagten Finn Sauerbergs næsebor. Det var nærmest havblik, og han stod og prøvede at nyde synet, trods den elendige sommer, over mod det tabte Skåne. 

Finn bemærkede ikke, at den store sten med fastgroet tang til venstre bag ham begyndte at rykke på sig... Havde han set nærmere, ville han finde, at tanglopperne og andet kravl med ét var i vild flugt. Ikke engang den stigende rådne ligstank blandet med havets døde græs lagde han mærke til, for den var han vant til fra stadens gader og stræder. Hvis han havde vendt sig om, var han stivnet, ikke af kulde, men af chok og det af den reneste rædsel. 

En rædsel, som langsomt og ganske sagte rejste sig af det mørke, grå-våde sand. Men Finn Sauerberg lagde ikke mærke til en skid, han havde altid været den sløveste kniv i skuffen, den dummeste dreng i gaden. Det var dog lykkedes ham at komme i uniform, hvilket havde skyldtes en indflydelsesrig onkel langt, langt mere end egen flid, evne eller talent. 

Islændingen, der døde for hundrede af år siden, var blevet til et af de forfærdeligste væsner fra det gamle nord. Han var blevet til en Draug, et levende sortblåt råddent lig, tynget og tykt af had og opsvulmet af saltvandets hærgen. Ondskabsfuld og hævntørstig havde den som en tangsten ligget og ventet og ventet og ventet. 

Strandvagten Finn stod småfrysende, men bevæbnet med sin bøsse og spejdede over den salte sø fuld med sild, sæler og søuhyrer, det var jo sikkert og vidst. Hvad han dog ikke vidste, var, at lige om lidt ville han tage sit livs sidste åndedrag. 

Et par voldsomt stærke arme greb med ét fat om manden og maste langsomt, ganske langsomt Finn Sauerbergs hoved. Med en modbydelig knasen og en ubeskrivelig smerte fik Finn knust sin hjerneskal. Så rev monstret resterne af det, der var tilbage af hovedet, af den skrigende bøsseskytte. Det fladmaste, udsplattede og totalt uigenkendelige ansigt blev smidt ud i den salte sø, og kroppen, hvor blodet ikke pumpede op i lange sprøjt, men snarere flød ud og ned over uniformen, kollapsede ikke, men sank langsomt i knæ. Draugen holdt fast i liget, bøjede sin enorme, våde, slimede, klamme krop over det og åbnede sin brede mund, som røbede et mørkt, ondt lys, der skinnede nede fra det, der engang havde været et menneskes mave, hjerte og lunger, men nu kom fra en anden verden. Så begyndte den at lappe det varme blod i sig med en højlydt, gluppende appetit. Til sidst gurglede bæstet sin gane i de sidste safter af Finn. 

Et par vilde hunde, som var tiltrukket af lugten af frisk blod, evig sult og nysgerrighed, nærmede sig, men Draugen var ikke den type væsen, der delte med andre, og med sænkede haler og højlydt piven trak de sig meget hurtigt tilbage i vild spurt. 

Den næste morgen, da det hovedløse lig blev fundet, spredte skrækkens sladder sig med det samme gennem byens gader og stræder. Man var vant til at se vold, se folk blive hængt, halshugget og tortureret; samfundet var gennemsyret af brutalitet, men det var stadigvæk ikke hverdagskost, at mænd i kongens klæder fik flået hovedet af, hvilket åbenbart var hændt her. 

Både politimesteren, byens magistrat samt mange andre kunne nemlig bevidne dette. Byens skarpretter skulle have sagt: ”-Hvis det var en økse, så var det den mest hakkede og sløve af sin slags.” Det måtte være en uhyre af en art, mumlede mange af stadens stemmer, og angsten bredte sig krybende gennem byens gader; den kravlede ned i brønde, op ad vægge, gennem vinduer og dørsprækker og ind i folks hjerter.

Skrækken bed sig fast. Hårdt fast. Mørke kræfter var på spil. 

Der gik nogle døgn, så steg Draugen op i natten nær højbroen, op fra det grumsede og stille stinkende kanalvand. 

Månen stod herskende lavt på himlen med få, men mindre skystriber og glimtende stjerner, funklede. 

En grågrøn dryppende tåge dannede sig om den magiske Draug, en tåge som den trak med sig, en tyk fugtig følgesvend af stank, nag og lidelse, der nærmest slimede. 

Nu skulle der stilles tørst, hævntørst. Det første offer fik stukket en arm igennem sig; det var en tilfældig småfuld skomagersvend i Færgestræde, som næppe anede, hvad der ramte ham, da Draugens hånd greb fat om rygsøjlen og rev til, ja, rev så voldsomt til, at den flåede den ud af mandens krop. Kluntet og upåvirket smed draugen sit første drab fra sig op mod en husmur. 

Stor, mægtig, ækelt fedtet og dryppende med råddenskab og død krydsede væsnet Amagertorv og dets store brønd for så at gå op gennem Kødmangernesgade, hvor slagtergårdene lå dengang, monstret var et endnu levende menneske. 

Købmagergade var folk begyndt at kalde det, der engang startede som en sti mod vandet. 

To vægtere og en lille omstrejfende hjemløs pige var de næste, som faldt for draugens flående og nådesløse hænder med de lange skarpe flænsende negle, inden monstret atter trak sig tilbage til havnen. Ofrene nåede ikke engang at skrige. En lang, tynd, tynd stribe af varmt blod fulgte den, for Draugen trak det maltrakterede lille pigelig med sig gennem byens stræder og ned i dybet. Duften af børneblod pirrede dens næsebor, uspoleret og duftende sødt. Få havde faktisk hørt noget, men alle som én var de krystere og kujoner, som rystede under deres dyner, bange for at åbne vinduet og kigge ned. Faktisk ganske forståeligt. 

Den nat drømte alle byens borgere uden undtagelse en forfærdelig drøm, en drøm så uhyggelig, at babyerne græd i flere dage, og byens gamle koner og andre troende samlede sig i kirkerne og klagede og jamrede sig til deres herre på korset. De kunne alle som én godt mærke, at pesten havde fået en gæst. En gæst som ikke var indbudt, og dog. 

En ung frisk teologistuderende fra øen Island oppe i den nordlige Atlanterhav kunne ikke blot mærke, men vidste udmærket, hvad der gik for sig. Byen havde fået besøg af en Draugr. 

Et genfærd af en ganske ondskabsfuld slags. Hafsteinn Kùld Pétursson kendte alt til sine sagaer og sin hjemøs folketro, og ikke nok med det, han vidste præcist, hvad der skulle til for at dræbe en Draug. 

Hafsteinn var en klog ung mand. 

Hafsteinn tog på uanmeldt besøg hos Sankt Nikolais kirkes præst. En sand mand af den kristne Guds ord, som lyttede, nikkede og lod sig uden videre modstand overbevise. Nu begyndte de to at lægge deres listige, omend risikable, plan mod dæmonen fra dybet. 

I flere nætter lå de på lur sammen med byfogeden, blandt jollerne og fiskerbådene, som var trukket på land ved Gammelstrand. Tre nætter med en kamp for at holde sig vågen skulle der gå, før Draugen atter steg op af havnen. 

Først troede de ikke, at det var den, for det var en sæl, som kravlede op på land, men efter at have ligget lidt og kigget rundt, og vore helte begyndte at slappe af, forvandlede dyret sig til den, man ventede, nemlig Draugen. Alt imens forvandlingen stod på, dannede der sig en tyk tåge med en stank af død, som satte sig på tungen og i ganen. Monstret nåede ikke engang tyve skælvende skridt, før Hafsteinn rejste sig op. Straks fornemmede Draugen ham. Hafsteinn udfordrede det på sit modersmål, udfordrede uhyret til noget ganske særligt, nemlig en brydekamp, en Glimakamp, som er en ganske særlig form for islandsk brydning. 

Uhyret havde ingen mulighed for at undsige sig; selv dæmoner, kendt som thurser, dem som bevæger sig gennem verdenerne i tusmørket, er bundet af lede løfter og blodige eder. 

Menneske og monster klaskede sammen i et mærkværdigt livtag, og brydningen startede. Stor og stærk var Hafsteinn, men større og nok stærkere var Draugen. 

Derinde i tågen denne sene nattetime blev der både skreget og brølet. Hvis Hafsteinn var bange, så viste han ingen form for frygt. Hans modstander, Dødningen, kendte slet ikke til det mindste, der lignede.

Reglerne for den gamle nordiske brydeform, kaldet glima, blev ikke overholdt, for Draugen nikkede vor helt en massiv skalle, så det sagde knas. Det svimlede for Hafsteinn, blod løb ud af hans næse og fra flængen i hans pande. Han smagte på det, smagte på sit blod, fyldtes med vrede og sparkede så benene bort under den store Draug, som ellers i et kort øjeblik troede, den havde overtaget. Med en tung dump lyd landede Draugen på ryggen, og ind i tågen kom præsten løbende. Mens den stærke Hafsteinn vaklede, kastede præsten fra Sankt Nicolai sig over det ulækre bæst og jog en velsignet og vievandsdryppende kniv ind i brystkassen på den nu muligvis chokerede Draug. Præsten nærmest borede det hellige, skarpslebne blad ned i det dybeste af det oldnordiske bæst. Draugen skreg, skreg nok det uhyggeligste skrig, der har lydt i Købmændenes havn i århundreder. 

I et sekund stirrede de ind i hinandens øjne, så hev præsten sin hellige hammer, der mindede om et kors, frem, og med en håndfuld lange jernsøm dækket med sølv, alt viet til hans såkaldte hellige Treenighed, begyndte han at nagle det chokerede og mere og mere magtesløse monster fast til jorden, mere magisk end fysisk. 

Hafsteinn var atter kommet på benene og løb så hurtigt, han magtede, hen til børen med tjære og beg. "Tænd den!" råbte han til den godt rystede kirketjener, som fumlende smed sin fakkel ned i børen, der straks flammede op. "Flyt dig, præst," skreg Hafsteinn. Den tapre præst rullede om på siden og bort fra den nednaglede Draug. Hafsteinn kørte børen med det brændende beg nærmest ind i siden på brystkassen på det brølende uhyre, tippede den over væsnets ansigt og overkrop, og ud flød det med brændende, helligt indviet beg og tjære over den hævnende ånds deforme krop. 

Monstret skreg, hylede og brølede for da at samle al sin styrke. Langsomt og yderst smertefuldt brød det sin hud igennem de magiske sølvnagler og kantede sig, indkapslet i flammer, op på knæene. Hafsteinn løb hen for at sparke det brændende bæst i hovedet, men det sårede uhyre fra det gamle nord var hurtigere og greb fat i Hafsteinns højre ben og krøllede det nærmest sammen, knuste det og slyngede den islandske teologistuderende mindst tredive meter, så han med et højt og ildevarslende knæk røg ind i en husmur. 

Hafsteinn var død, og Draugen døende. Helligåndens blå flammer var altfortærende, og utysket nærmest smeltede og visnede langsomt sammen med en boblen blandet med en ond, mørk og nærmest småleende knurren blandet op af had, hævn og helvede. 

Flammerne blev til luer, luerne til glød, og kort efter var gløderne tør aske, som den friske morgenbrise, der med et meldte sin ankomst blandt byens gader og stræder, fejede op og bort for stedse. 

Denne morgen virkede det, som om solens første stråler skinnede lidt tidligere over byens tage, bare sådan et par minutter. Sådan med lidt velsignelse over sig. 

For første gang i byens historie gik sladderen ikke. Alle som én var blevet enige om, som ved en magisk usagt aftale, at tie stille om det skete. Tavshed. Kun en enkelt fattede mod og skrev det ned, men disse papirer blev gemt i århundreder og først for nylig fundet i et gammelt, faldefærdigt og hængselsrustent skab, stående i et støvet pulterkammer inde i den gamle by.