Dukken

Dukken

Dengang der lå et legetøjsmuseum i Teglgårdsstræde i 1970'erne og 80'erne, havde indehaveren, lad os kalde ham hr. Hertz (en flink fyr, jeg nåede at møde ham en gang), fået fat i en ganske speciel dukke. Dukken stammede tilbage fra midten af 1800-tallet og kom fra et af de fine palæer i Frederiksstaden, den bydel hvor Amalienborg ligger.

Dukken skulle have tilhørt en adopteret sort pige. Den danske adoptivfamilie var igennem 1700-tallet blevet yderst velhavende på slavehandel og sukkerproduktion, og de mange penge forblev i familien, trods statsbankerotten i 1813. Guld er jo og bliver guld og er altid godt at have. Gamle penge kalder man det.

Tiden lige op til 1800 blev kaldt den florissante periode, hvor mange blev stærkt rige på den såkaldte trekantshandel. Våben og forarbejdet stof blev sejlet til Afrika, byttet med teenagere, som så blev sejlet til de Vestindiske øer, hvor de blev solgt på auktion. Pengene blev brugt til at købe bomuld, kaffe, sukker og rom, som blev solgt med uhyrlige fortjenester herhjemme. Selv om tiderne havde ændret sig, og slaveriet officielt blev ophævet fra 1803, havde familien stadig deres plantager på de Vestindiske øer, hvor mennesker stammende fra Afrika slidte deres liv op. I øvrigt blev den interne slavehandel på øerne først stoppet i 1848, officielt.

Nå, tilbage til historien. Den danske herremands kone kunne ikke levere en arving til ham. I et par år boede ægteparret under de varme himmelstrøg ved deres plantager, og her faldt den danske frue for den lille sorte pige, som hun fandt særdeles bedårende. Pigens mor blev overbevist om at afgive sin datter til en meget bedre tilværelse i det nordlige Europa, nemlig København. Da "handlen" var i hus, drog herremanden og konen med deres nyerhvervede datter hjem til Danmark.

Historien lyder, at dukken var det eneste, hun måtte få med fra sin mor, og at mama selv havde lavet den. Mama kunne vidst også mere end bare om sorte høns og fuldmåne, såsom bongotrommer, m.m. Dukkens hår var mørkt, kruset og meget tyndt og fint; det var babyhår fra den lille sorte pige. Hvad er så det mystiske ved det, udover at det er meget makabert? Jo, håret blev ved med at vokse. Fritz Hartz, vores kære ejer af legetøjsmuseet, lagde ikke mærke til det de første mange måneder, da der jo var så mange dukker på museet. Men med tiden begyndte han at undre sig, for håret blev nemlig længere og længere. Fritz besluttede at klippe det, hvilket også gik fint, men det holdt op med at gro aldrig. Hvad der blev af dukken, da museet lukkede på grund af den kommunale sparekniv i midten af 1990'erne, har jeg desværre ingen idé om. Fritz kan vi heller ikke spørge, da han sov stille og roligt ind i 2006.