Englen

På Holmens Kirkegård, som tavst praler med at være den ældst i brugtagne og stadig fungerende kirkegård i København, nemlig fra 1666, ville man indtil for få år siden finde en ganske særlig statue. Statuen forestillede en yderst mærkværdig engel, som ikke så helt fredfyldt ud, når man så den i øjnene.

Engelen blev sat op af de pårørende engang i midten af 1800-tallet, hvor kirkegården allerede længe inden havde ophørt med udelukkende at være for de døde med tilknytning til flåden og fattigfolk. Nu kunne den nemlig også benyttes af den almindelige Københavner.

Statuen skulle ifølge rygtet have været noget så grum og dyster at se på. Kvinden, som den blev opstillet over, blev i sin tid myrdet af en ukendt morder, brutalt og blodigt dolket ihjel. Kunstneren bag englen er forsvundet i tidens tåger, men én ting ved vi, og det er, at han var af en fin jødisk familie.

Madammen, altså offeret selv, skulle have været noget af en ondskabsfuld person og var også endt som pebermø, inden den ulykkelige og uretfærdige hændelse indtraf. Hun blev stedt til hvile en gang i vinteren 1869, og under begravelsen slog lynet ned i den allerede opstillede engel. Både præst og gæster blev væltet omkuld, og det siges, at den gamle præst aldrig blev helt sig selv igen. Den afdøde skulle dog ikke glemmes, for hun begyndte nemlig at gå igen.

"Walk again" er måske sagt for meget, for ingen så hende svæve gennem Holmens Kirkegård om natten i blege, flaksende ligklæder og tunge kæder efter sig, hyldende som en skræmmende irsk banshee. Men der begyndte at ske mystiske, mørke og onde hændelser, alt sammen knyttet til den dystre englestatue, der tronede over hendes gravsted.

Historierne i nabolaget begyndte blandt de barske og drikfældige cigarstumps-rygende kirkegårdsgravere og byens ensomme nattevandrere. Husk, dengang var kirkegårdene ikke aflåst om natten. De krogede træers grene, de hvislende blade og de grusede stier bød også velkommen under månens kolde, blålige stråler.

Rygterne lød, at englen skulle få svagt røde, lysende øjne omkring midnatstid. Og hvis man kiggede ind i dem, ville man dø. Faktisk blev en kirkegårdsgraver, som dog var kendt for at få en tår eller to over tørsten og ikke havde den sundeste livsstil, fundet død foran gravstedet, dækket af visne blade, en tidlig grå efterårsmorgen i 1871. Nu begyndte historien, eller rettere sagt historierne, at sprede sig. Snart kunne man høre en række virkelig uhyggelige beretninger, og en af de grummeste lød på, at hvis en gravid kvinde gik igennem englens skygge, ville hun miste sit ufødte barn under frygtelige smerter og selv ligge syg resten af sit elendige liv.

Ikke nok med skrækkelige forbandelser, for der blev hvisket, at... Ukærlige og onde ånder rejste sig gennem deres rådne tunger og ormeædte ligkister i deres mørke grave om natten. Det gjorde de for at opføre et makabert og absurd dansestykke rundt om denne antikristelige dødsengel, skabt af en sikkert dybt deprimeret kunstner, mens de nynnede en rædselsvækkende dødsmesse med deres uhyggelige stemmer, som om de kom "fra den anden side". Selvmordere, som ikke skreg på hjælp, men var sikre i deres sag, skulle kysse englens fødder i regnfulde nætter, for derefter straks at falde døde om.

Sagde man den afdødes navn tre gange ved fuldmåne foran graven, så...

Med tiden gled alle disse historier om englen dog i glemmebogen, og kirkegården vendte tilbage til sin normale, fredelige tilstand.

Men så skete det! Året var 1944, altså under besættelsen, og tre knægte havde brudt det kort før iværksatte udgangsforbud, kaldet spærretiden, som betød, at man ikke måtte gå ud efter mørkets frembrud, og i værste fald risikerede man at blive skudt. Drengene havde sneget sig ind på Holmens Kirkegård, for en af dem havde en bedstefar, der havde fyldt dem med gamle og glemte røverhistorier om den gamle kirkegård, og historierne var alt for fristende for unge, nysgerrige drengehjerter.

Nu skulle den store teenage manddomsprøve stå, nemlig at overnatte denne varme juliaften på kirkegården, og ikke nok med det, de skulle gøre det foran den gamle og slidte, vejrbidte, mosbegroede statue af den uhyggelige og forbandede engel. Det skulle de aldrig have gjort.

Næste morgen, da de tre raske gutter vågnede op foran englen, hvor de var faldet i søvn, var den ene dreng blevet blind, og ingen af dem ville nogensinde fortælle, hvad der skete den nat foran statuen af den grufulde engel på Holmens Kirkegård. Ikke et ord. Pressen fik ikke nys om sagen, men det siges, at den ene dreng senere tog sit liv, den anden blev sindssyg, og den tredje og blinde blev kørt ned på Østerfarimagsgade år senere, og det lige foran indgangen til kirkegården.

Statuen blev skrottet, nok fordi betalingen for gravstedet ophørte med tiden. Generationer kom og gik, og selv gamle familiemedlemmer og engle blev glemt med tiden. Selv de faldne.