Garderobedamen

Garderobedamen

Karen Johanne Kordsen og Ellen Weimann var ikke blot veninder, de delte også arbejde i den ene af Paladsteatrets garderober.

Vi er tilbage i 1926, og Paladsteatret, som du kender det ved Vesterportstation, og fyldt med biografer, så ganske anderledes ud. For det første var det ikke en omgang festlig farvelade, når man så på det udefra. Nej, det var hvidt og strålede med sit tårn og sin guldmalede tyr som et underholdningens tempel, der fristede mangt en Københavner til en tur i biffen. En bygning med sin helt egen karakter, som du ikke finder andre steder i byrummet.

I den østlige ende lå den store biograf, og ja, der var kun én, men den var også en af de største i Skandinavien. Og på første salen lå der en gigantisk restaurant ved navn Lodbrog, som senere under besættelsen blev kendt som en "Tyskerrestaurant" på grund af de mange tyske soldater og besættelsesvenlige danskere, der kom der, men det er en anden historie.

Bygningen var i den stil, der kaldes Nybarok, og i dens hjerte fandt du den italiensk inspirerede renæssancetrappe, som delte sig i to halvvejs oppe. Bag trappen i stueetagen ville man finde garderoben. Garderoben betjente både restaurantens gæster samt biografens, og i alt var der fire damer fastansat, og i weekenden blev der tilkaldt flere, når der var ekstra travlt både i restauranten og biografen.

Karen og Ellen var et par gamle rotter i faget, midt i tyverne og klart de garderobedamer, der havde været længst ansat og havde mest erfaring. De var også blevet bedste veninder, og deres ægtemænd var gode venner.

Dengang kunne man tage sin hund med i en af de fornemme biografer eller teatre, altså ikke med ind til forestillingen, men man kunne aflevere den til garderobedamerne, som så ville lufte den, hvis forestillingen varede længe.

Denne aften, som så mange andre aftener, slog tøserne plat eller krone om, hvem der skulle tage sig af aftenens "luftetur". "- Krone," sagde Karen og kastede mønten op i luften. Den landede på plat, og Ellen hang på de to indleverede køtere. Det tog ikke lang tid, for man gik en omgang eller to rundt om Paladsteatret, og så var det overstået.

Karen kedede sig og bandt stille inde i sig selv, for hun havde glemt sit krimimagasin derhjemme. Så var der kun en ting at gøre. Det var en dyb hemmelighed mellem hende og Ellen, og det skete bestemt ikke på hver vagt. Faktisk krævede det lidt mod, for hvis man blev taget i det, stod den på fyring med det samme. Ikke at det ville genere de unge damer særligt meget; jobbet var mildest talt røvsygt, og lønnen var ikke den bedste. Men når man nu var doven anlagt fra naturens side og...

Men hov, hvor er jeg på vej hen? Hvad var det lige, man kunne risikere at blive fyret for? Jo, man ville miste jobbet, hvis man blev taget i at kigge i gæsternes frakkelommer, mens de sad og spiste eller så en film.

Udvalget var stort denne småkolde tirsdag aften i starten af marts. Masser af herre- og damefrakker, lige fra de billige kopier af trenchcoats til dyre damepelse, som de to garderobedamer nok aldrig selv ville få råd til.

Apropos damepelse, så prøvede tøserne dem ofte foran de store spejle inde i garderoben. De pjankede og pjattede og imiterede især dem af de fine damer, der havde et kosteskaft langt op i røven og talte ned til de to veninder.

At være garderobedame var det samme som at være på samme sociale stadie som en stuepige, nærmest nul og niks i de finere klassers øjne.

Det var sjældent, der var noget interessant at finde i folks lommer; mest var det brugte, ulækre lommetørklæder eller en, to, fem og tiører. En indkøbsseddel her og en note der, og denne aften var det faktisk en note, der særligt fangede Karens opmærksomhed.

En huskeseddel, men ikke en huskeseddel, der som sædvanligt var lydende på, hvilke varer der skulle indkøbes, eller lignende. Nej, dette var en huskeseddel om et mord. Der stod simpelthen: "Husk at kvæle Frk. Petersen med reb den 03. marts kl. 22.45". Det var dog den mest absurde, dumme vittighed af en note, Karen nogensinde havde fundet. Tænkte hun. Ja, det var faktisk den eneste absurde, dumme note, hun nogensinde havde haft mellem sine fingre, endsige hørt om. Hun dykkede straks ned i den anden sidelomme af herrefrakken med garderobenummer 93. Op fiskede hun et tyndt, men meget stærkt stykke reb.

"Hvad laver du?" spurgte Ellen, som var vendt tilbage med de forpjuskede køtere. Karen fór sammen med et lille skrig. "Hold da op, hvad går der lige af dig, søde Karen?" spurgte Ellen med et noget forbavset udtryk. Karen rømmede sig og samlede sig og rakte både noten og det tynde reb til Ellen.

"Hold da op! Nu må jeg godt nok bede om min himmelblå. Vi må ringe til politiet, og det med det samme." Ellen vendte sig om på hælene for at gå op til overtjener Bentzen i restauranten, men Karen hev fat i hendes nederdel. "Hvordan skal vi forklare, at vi fik fingre i sedlen og rebet?"

Ellen stoppede brat op. Frakkenummeret 93 fortalte, at det ikke var en restaurationsgæst, men en biografgæst. Skulle sedlen samt rebet være "faldet ud af lommerne," og først efter over en halv time skulle "de damer" have besluttet sig for at henvende sig til overtjeneren? Næh nej, den holdt bestemt ikke vand. Bentzen ville straks regne ud, hvordan historien hang sammen, og de to veninder ville straks stå arbejdsløse, og det havde ingen af dem råd til.

Veninderne kiggede bekymret på hinanden. Noget måtte de gøre, og det blev Karen, som kom på løsningen. En løsning, som nok var godt inspireret af de mange kriminalromaner, hun læste.

Da spillefilmen var færdig halv ti, gik pigerne i aktion. Aftalen var, at når herrefrakke nr. 93 blev udleveret, skulle Karen diskret smutte efter herren, som ejede den, og følge ham, "skygge ham," som man kaldte det i de mange krimihistorier, når detektiven fulgte diskret efter forbryderen. Ellen ville få ekstra travlt med de resterende biografgæsters overtøj, men det skulle nok gå ligesom med løgnen til Bentzen, hvis han dukkede op, hvilket han alligevel aldrig nogensinde gjorde.

Det var ikke en skummel herre, som fik udleveret frakke nr. 93. Han var hverken ulækker eller fedtet, men virkede tværtimod frisk og, på trods af en alder over midt i tredive, spinkel, ganske munter og ungdommelig. Mens Karen slyngede sin frakke og tørklæde om sig, spekulerede hun på, om det nu alligevel var det rette. Måske var manden skuespiller, og det var en del af hans filmrolle? Måske... Nej, Karen slog det ud af hovedet. Det stod bestemt noget suspekt bag dette. Hvem ville dog gå rundt med sådan en seddel i lommen og et stærkt lille tov? Nej, en forbrydelse var under opsejling, et mord, og Karen skulle nok forhindre det.

Karen var god til at stikke en klo fem, og hun vidste også godt, hvor hun helt præcist skulle sparke en herre, så han sank i knæ og mistede pusten. Desuden kunne hun jo råbe på hjælp, hvis det endelig skulle udvikle sig så dramatisk. Karen gik ned ad trapperne og ud i det blæsende og småkolde vejr. Straks begyndte hun at følge efter herren, skygge ham. Naturligvis holdt hun en god afstand, da de krydsede Axeltorv, opkaldt efter mastodontbygningen, det nyopførte Axelborg.

Ved Cirkusbygningen tabte hun ham af syne et kort øjeblik, men det var kun, indtil hun havde rundet svinget til Jernbanegade. Straks fandt hun herren igen. De krydsede en temmelig tom ende af en rådhusplads med et ur, der slog 22.30. Over Vestervoldgade og ved Politikens hus drejede de ned ad Vestergade, og Karen fulgte snedigt efter dem, 20 meter bag den skumle herre.

Således navigerede han ned og ind igennem byen mod det gamle "Minefelt," altså tidens "partyzone." Den stod på Kattesundet og skiftede navne indtil han drejede ved Vandkunsten. Han vendte sig et øjeblik, så bukkede Karen sig ned for at rette noget på sin sko.

Herren vendte sig om igen og fortsatte sin målbevidste rute. Karen sneg sig efter ham gennem Magstræde og dets veninde Snaregade og ud på det gamle fisketorv, hvor Skovserkonerne om dagen sad med deres fisk og plagede nyansatte stuepiger for småører. Her lugtede det af døde sild og halvrådden tang.

Han havde sat farten op, og Karen stavrede efter ham skråt over Højbroplads og ned ad Lille Kirkestræde, ned mod mørket ved den store gamle dunkle Nikolaj kirke, som blev forladt af herren ved bybranden i 1795.

Her var virkelig mørkt. Hun havde anet, at hendes offer var gået til venstre, men nu var han væk. Karen kiggede over den dunkle Nikolajplads. Hvor var han? Var han gået ind i en ejendom? Intet opgangslys røbede det. Nu måtte hun følge sit instinkt.

Karen samlede alt sit mod, sank en tyk klump i halsen næsten med lyd på. Karen trådte ind på den regnvåde, glinsende kirkeplads. Karen trådte ind i skyggelandet, ind i det alt for altomfavnende mørke. For lige om lidt skulle hun træde ind i dødsriget. Staklen vidste det ikke. Kun få undslap at mærke dødens forvarsel.

Inden Karen havde nået at reagere, havde hun fået et knæ i ryggen og et tov om halsen, et tov, der straks blev strammet til. Karen var ved at blive kvalt, og det sidste, hun tænkte til rådhusklokkernes fjerne slag, var, at hendes eget efternavn var Petersen. Klokken slog kvart i elleve.