Grafitti

Det er ganske muligt, at DSB-medarbejdere gennem mange år har kendt til denne historie. Hvis ja, så har de holdt den godt hemmeligt. Den er aldrig rigtig sluppet ud til det offentlige Danmark.

Jeg hørte om den fra et par af de gamle graffiti-gutter, som tilbage i 1980'erne luskede omkring banegravene og tunnellerne i indre by for at udsmykke togene om natten.

Graffiti har altid været der, og man kan nærmest kalde hulemalerier for de første graffitier, men det er naturligvis et spørgsmål om perspektiv. Vi kender det fra for eksempel de gamle egyptere og romere, men selv vikingerne benyttede sig af det. En af de fire stenløver i den græske havneby Piræus har en lang runeinskription, og ligeledes det fantastiske gravfund i Norge, nemlig Gokstadskibet, har ikke blot én, men hele to graffitier. Den mere nutidige graffiti startede i begyndelsen af 1980'erne herhjemme, og den var nærmest direkte importeret fra USA. Den sprang ud med hip hop og breakdance. Nogle hader det, og andre elsker det. Elskerne har nærmest omdøbt det til Street Art, selv om Street Art også er meget andet end graffiti.

Det er nu ikke det, historien handler om. Historien handler om et spøgelse, et ganske særligt spøgelse.

Ser du, der hvor tunnelen starter mellem det åbne banelegeme ved Østerport og Nørreport, altså ved Østre Anlæg, skulle et lille spøgelse husere. "Husere" er det rigtige ord for flere af de gamle gutter, der har hørt et gysende, grådkvalt barneskrig. Alle som én er de enige om, at det er en pige. Enkelte har endda set hende, du ved hurtigt, lige i øjenkrogen, præcist længe nok til at man ikke tror, at man selv spiller sig et puds. Pigebarnet skulle se meget gammeldags ud, bleg og med "døde" mørke, stirrende, tomme øjne og en hængende, svagt slasket krop i en hvid og smånusset lillepigekjole. En anelse svævende over jorden.

Historien tager sin begyndelse ved anlæggelsen af boulevardbanen. Boulevardbanen, tænker du? Boulevardbanen er det stykke jernbane, der graver sig gennem jorden mellem Østerport station og til Københavns Hovedbanegård. Før da var der ingen forbindelse, og skulle du mod nord som Helsingør, så skulle du tage toget fra Østerport, og skulle du mod Roskilde eller andet sted mod vest eller syd, så skulle du benytte dig af Hovedbanegården, altså den tidligere af slagsen, ikke den, du kender.

Det var under dette udgravningsarbejde, at ballonen rev sig løs. Ballonen var en gave fra hendes elskede onkel, som lige var vendt hjem fra det pulserende London. Ballonen var lysebrun, lavet af latex, og der var ingen helium i, så da den rev sig løs af den lille barnehånd, steg den ikke til vejrs, men begyndte at lege tag fat svævende lige over jorden. Den pæne familie var ude at spadsere, som de fleste pæne og bedsteborgerlige familier gjorde om søndagen i landets hovedstad.

Vinden fik altså fat. Det var der, hvor du har Statens Museum for Kunst, og den lille pige løb efter for at fange sit nye legetøj. Vinden vandt legen, og resten kan sikkert med lethed forestille dig. Under afspærringen og op på jordvolden, og så... Så styrtede hun. Slet ikke svært at se for din indre film, men kan du så forestille dig lyden, lyden af chokket?

"Grafdrengene" mener, at det var hendes skrig, inden hun blev ramt af toget. Jeg giver dem absolut ret. Skriget skal være så uhyggeligt, at det isende og splintrende går gennem skind og ben, og det gjorde faktisk, at de holdt op med at male de sovende S-toge lige på det stykke. Det er et langt skrig... Tænk lige over det, hvad er et langt skrig? Det er sådan set fire sekunder, og for et skrig at være er det langt. Meget langt, specielt for en lille pige. Prøv selv at tælle til fire, mens du skriger inden i dig selv. En... To... Tre... Fire. Nu ved du, hvad et langt skrig er.