Hanegal

Hanegal

Før i tiden kunne man have alskens dyr i København. Heste og hunde, katte og køer, hvoraf de sidstnævnte snildt kunne bo på første og anden sal. Det siges, at på stadsarkivet ligger der endnu en stak klager fra underboere, der lejede sig ind med en malkeko som overbo. Det var jo dengang før betongulvets opfindelse, og gulvplanker havde mellemrum.

Dyrelivet var rigt, men sine fjerkræ skulle man passe på. Høns, haner og andet var nemt at hapse: KNÆK, der røg halsen, og så stak man dem ind under frakken. Fattigdommen var stor.

Det gjorde, at Valbykonerne, kaldet Puttekoner, solgte rigeligt med fjerkræ til Københavnerne fra Gammeltorv og helt op til 1910. Ikke alle havde dog råd til at handle på det gamle torv, og ikke alle slagtede deres fjerkræ.

Gamle Louise Lorentzen var en af dem. Hun holdt sig en hane og to høns på det høloft, hvor hun selv boede. Et usselt og koldt loft med få og snavsede vinduer, der lod minimalt sollys trænge ind. Her boede gamle Louise sammen med sin hane Gustav og de to høns, Else og Karen. Koldt det meste af året, men trygt. I det mindste regnede det ikke meget ind.

Trygt, skrev jeg. Det vil sige, indtil en helt særlig Mikkel ræv kom forbi. Naturligvis var det ikke en byræv, der havde snuset sig gennem en byport og fundet frem til det mærkværdige firkløver, der boede på loftet i Mikkel Bryggersgade. Men tyven hed dog Mikkel, og Mikkel var både listig og sulten.

Det var et tyveri af den nederdrægtigste karakter. Ikke nok med at han stjal fra en gammel kone, han stjal fra Gamle Louise, der var elsket og vellidt for sit milde sind og gode hjerte langt ud over Vesterkvarter. Folk var faktisk chokeret, og Louise var sønderknust. Hun elskede sin Gustav, Else og Karen, som jo havde stået for hendes ringe indkomst ved salg af æg.

Der var dog en side af Gamle Louise, som folk ikke kendte til, skulle rygtet med tiden lyde. Man mistænkte flere for tyveriet, men intet var sikkert, alt var sladder. Sladderen skulle dog senere berette, at Gamle Louise havde en skjult sortkunstbog liggende, en Cyprianus, som hun havde arvet fra sin bedstemoder. En mørk magisk bog, som hun var begyndt at mane med på de mørke måneløse nætter over byens mosbegroede tage og sort sodede skorstene. Det var sikkert bare overtro og bysladder, men alligevel...

Et er sikkert og vist. Natten efter tyveriet blev utallige beboere i Studiestræde i Nørrekvarter vækket af en ubeskrivelig smertefuld, skinger skrig. En skrigende, der ubarmhjertigt skar sig igennem marv og ben, hjerte og sjæl. En skrigende, fyldt med de ufatteligste smerter. Den slags skrig, som kun kan skabes af mareridt.

Hurtigt fik naboerne lokaliseret, at det var hos Mikkel Hansen på 3. i det fjerde hus fra hjørnet til Teglgårdsstræde, at skrigene kom fra. Stærke og store mandfolk sparkede døren ind, men synet, der mødte dem, fik deres ben til at skælve. Skrigene var ophørt, og der foran dem på gulvet lå Mikkel Hansen stendød. Ud af hans mave, som var nærmest sprættet op indefra, lå der i en blodig masse af kulsorte fugleknogler. Kraftkarlene sagde, at de faktisk bevægede sig lidt som for at kravle ud af Mikkel, men da faldt de sammen i en blanding af varme, fedtede indvolde og dampende mørkt blod. I det ene hjørne fandt man fjer fra en hane ved siden af to døde høns. Det var ikke svært at regne ud, hvem ejeren var.

Gamle Louise levede nogle år endnu oppe på høloftet i Mikkel Bryggersgade. Hun havde fået anskaffet sig en ny hane og et par høns takket være gavmilde borgere. Rygtet sagde dog, at det gik lidt trægt med æggesalget.