Hans Paulus Jørgensen

Den hvide svastika mod den røde baggrund svajede dovent i den københavnske sommervarme. Hans Paulus Jørgensen blev altid en smule rørt i sit ellers ganske mørke hjerte, når han så på Ny Dannebrog, særligt det, som hang over indgangen til hans arbejdsplads på Vesterbrogade. Hans Paulus Jørgensen var ansat (han foretrak selv at kalde det udvalgt) ved SEI, Sikkerheds Ministeriet for Eksterne Indflydelser, som naturligvis sorterede under SS Dannevang.

Hans Paulus Jørgensen var ikke "Ny som Nazi," som man kaldte det i gamle dage. Nej, Hans Paulus Jørgensen blev født som nazi. Født på Rigshospitalet og opvokset i Meinungsgade på Nørrebro, var han gjort af det rette stof. Han var barn af en ægte arbejderfamilie og barnebarn af en ægte frikorpsmand, som var med til at knække bolsjevismen tilbage i 1940'erne. Han var stolt af sine rødder, stærk af sine rødder. 

Mange gange havde Hans som barn drømt om at være i den tyske general Paulus' 6. armé, da den erobrede Stalingrad tilbage i '42, at være med i landgangen på den britiske kyst i '44 og deltage i stormen på London eller se paddehatteskyen fra den atomare bombe, der blev kastet over Moskva samme år. 

Som lille knægt kunne han ligesom alle andre raske drenge ikke vente med at blive medlem af Hitlerjugend, og den dag, han fyldte 10 år og trådte ind i ungdomskorpset, var en gave, han aldrig ville glemme. Den brune skjorte, skråremmen og det sorte slips sad som var det skræddersyet til den unge arier.

Hans Paulus Jørgensen blev født på selve befrielsesdagen den 9. april. Naturligvis ikke i 1940, men i 1966, samme år som føreren døde. Han elskede de mange lejrskoler, og turen til Stuttgart som 16-årig satte sig dybt i ham, ikke kun fordi turen gik til partiets eget hjemland, men også fordi den kun omfattede udvalgte danske unge fra hele landet, hvor han mødte Grethe. Hans havde arbejdet sig op til redaktionschef på den københavnske afdeling af magasinet Dansk Ung Front, hvilket han bemærkede gjorde lidt indtryk på de unge damer. 

Grethe Lærke Bistrup var som Hans selv opskriften på en ægte germaner med sine blå øjne, blonde småt krøllede hår og lyse hud. Den unge mand  tabte sit hjerte på stedet den morgen på Hovedbanegården, hvor den blomstrende danske ungdom gik om bord på toget mod Stuttgart. Det var på Storebæltsfærgen Svend Tveskæg, at de talte sammen for første gang. Det var en fin lille, omend kort samtale, for Grethe var ikke særlig søstærk. Det var faktisk første gang, hun for alvor var ude at sejle, og hun begyndte at kaste op ud over rælingen fra da de passerede Sprogø og til de lagde til kaj i Halsskov.

Hans så ikke Grethes manglende sødygtighed som en svaghed; hun var jo en kvinde og derfor sårbar af natur. Naturligvis var ikke alle kvinder sårbare; korpsets leder var faktisk en kvinde, nemlig Korps Forstanderinde Ritt. Ritt, hun var stærk og sej, og Hans beundrede hende, trods hendes køn og alder, hun var jo ikke helt ung længere. 

Grethe var heldigvis fra Brønshøj Landsby, så de fik rigelig mulighed for at se hinanden. Naturligvis var der et par andre bejlere i ungdomskorpset, men dem fik Hans hurtigt fejet af vejen med list, løgn og manipulering. Man kan nå langt, hvis man er kold og kynisk nok. 

Hans var kold nok, ligesom da han anmeldte underboen for ikke at heile i opgangen, når han og hans kammerater passerede hende på vej op ad trapperne. Det kostede hende tre måneder i genskolingslejren Lindholm i Stege Bugt. Hun så træt og trist ud, da hun vendte tilbage til Meinungsgade, men hun glemte aldrig siden at heile, ikke en eneste gang.

For at gøre en lang historie kort: Hans og Grethe blev gift to år efter turen til Stuttgart, selvfølgelig efter at Hans havde haft en alvorlig voksen samtale med svigerfar og bedt om hans datters hånd. Brylluppet, som var et mindre massebryllup med otte andre kommende ægtepar, blev afholdt i det nyligt opførte Tempel til Føreren i Københavns opdæmmede Nordhavn. Tempelkuplen var enorm, faktisk den fjerde største i hele Europa, kun overgået af giganten Volkshalle i rigets hovedstad, Germania (tidligere Berlin). Skt. Peters Katedralen i Rom og den tredje, nemlig Skt. Pauls i London, som netop var blevet fuldstændigt genopført efter den voldsomme bombardement af den britiske hovedstad. Englænderne var blevet et knækket folk efter deres nederlag.

Under brylluppet blev Hans og Grethe viet med den første Føres hymne, "Die Fahne Hoch," i bryllupsversionen, og de tog ægteskabet meget alvorligt. Skilsmisse var nemlig blevet afskaffet i Neuropa i 1976.

Bryllupsfesten var formidabel og blev afholdt i Folkehuset på Jagtvej 69. Ægtepagtsturen gik naturligvis til hovedstaden Germania, videre til Hitlers fødehjem i Braunau am Inn i Østrig, og hjemturen var et Rhin-krydstogt på det moderne og bedårende skib Alpen Blumen fra Østrig til Nederlandene, hvorfra de så tog toget hjem. En perfekt bryllupsrejse, ligesom tusinder af andre nygifte ariere i det tredje rige.

Grethe fødte tre børn med et års mellemrum. Først en søn og et års tid senere to tvillingedøtre. Børnene hed Herman, Heidi og Ella. Hans var stolt af sin lille familie og var allerede godt på vej op ad karrierestigen i SEI som kontorfuldmægtig i en tidlig alder. Familien startede i en treværelses lejlighed på det ydre Vesterbro, men efter nogle år flyttede de til et lille folkeparcelhus i Rødovre. 

I Rødovre oplevede de herlige tider med et stærkt naboskab, gode sportsfaciliteter og en solid husmoderforening, som Grethe naturligvis meldte sig ind i. Det var den reneste ariske idyl med ugentlige folkekøkkener, en fælles hønsegård med skiftende pasningsturnus og en sikker skolevej.

Så kom den skæbnesvangre dag. Forræderiet! 

Det var sent i juni, en lidt lummer tirsdag, og Hans følte sig sløj på arbejdet. Hans arbejdsgruppefører, hr. Andersen, bemærkede det og sendte ham hjem. 

Det var en underlig fornemmelse for Hans at sidde i en næsten tom Schnell-sporvogn på en formiddag, der susede ud af byen. På gaden var der stort set kun husmødre samt her og der tjenestefolk fra "lebensraum" kolonierne i østeuropa og alle som en var sikkert ude for at købe ind til aftensmaden.

Skolebørnene, der jo havde sommerferie, var der også mange af. Dem, der endnu ikke havde været på "Land og Solferie," hjalp nemlig gadefejere, parkarbejdere og andre i statslige udendørs erhverv. Så sandt som det var, "Arbeit Macht Frei."

Det var endnu mere underligt at have fået fri. Hans havde altid passet sit job til punkt og prikke med preussisk præcision, og det var hans første sygedag siden sin anden skoleklasse. Forbløffende nok følte han sig frisk, da han næsten hoppede af sporvognen skråt overfor villavejen. Hans følte sig skyldig, men overbeviste sig selv hurtigt om, at det var okay at have fri. Det skulle bare ikke gentage sig. Hr. Andersen havde også lovet, at hjemsendelsen ikke ville blive noteret, så længe Hans mødte frisk og veloplagt på kontoret næste dag. 

Små fløjtende gik han ned ad havegangen med et smil på læben, mens han langsomt åbnede døren, som næsten aldrig var låst, og trådte ind i entréen, spændt på at se sin kone og børns overraskelse over, at han var kommet tidligt hjem fra arbejde, eller måske var Herman ude at hjælpe til i Fritz Clausen Parken? Men tanken nåede ikke længere, før rytmerne stoppede ham.

Musikken kom fra kælderen. Musik? Det var negermusik. Det var undermenneskemusik. Han genkendte det straks fra sit arbejde, for det var hans arbejde at opspore og udrydde denne rædselsfulde og samfundsnedbrydende antikultur, denne pest, denne ungdomssjæleslugende djævel, denne statsfjende. 

Hans slugte stille en stor klump af forbløffelse, mandede sig op og begyndte at liste ned ad kældertrappen. I kælderen var der et vaskerum, opbevaringsrum og lige for enden af trappen, børnenes store hyggeværelse med et lille kontoragtigt hjørne, hvor den flotte EDB-maskine fra Krupp-fabrikkerne stod. 

Hans frøs, der på skrivebordet stod en gammel grammofon, og ud af en højtaler strømmede de skadelige, ja, de ugudelige toner af terror. Der så Hans sin elskede Grethe og deres to døtre danse lystigt løs på en meget abekagtagtig måde.

Det svimlede for ham, og inden han besvimede og faldt med hovedet først ned ad trappens sidste række af trin, nåede Hans lige at udstøde et skrig. 

Så blev alt sort. 

Hans vågnede op på Glostrup Hospital. Hans var ør og øm, og der stod blomster fra hans familie, arbejdspladsen og hospitalets partikontor. Hans kunne intet huske, da hjernerystelsen fra faldet havde slettet hele dagen. Hans kone og børn blev straks kaldt ind, og Grethe og de to døtre var meget nervøse, mens Herman tog det mere roligt, for Herman var jo også et rigtigt lille mandfolk.

Der blev aldrig spillet statsfjendtlig musik i den lille parcelhus kælder igen. I flere år gik Grethe og tøserne rundt og frygtede, at Hans pludselig skulle få sin hukommelse tilbage. 

Det skete heldigvis aldrig, men de blev dog noget så trætte af statsradioen med Jürgen Hjörting, de nationalt anerkendte schlager-genrer samt de musikalske "Fri Kunstnergrupper" som Shu-bi-dua med deres hits "Danmarkssangen" og "Jeg har en schæfer med fire poter". Dog sagde de aldrig noget til farmand Hans om det. 

Ikke så meget som et ord.