Jeanet

Jeanet

TJEK OP MED ORIGINALEN AI HAR MÅSKE ÆNDRET

Siden hun var lille pige, havde hun ikke følt sig som de andre børn. Ikke at andre lagde mærke til noget med det, men det var tydeligt, at hun ikke var som sine jævnaldrende. Det kunne hun mærke dybt inde i sit hjerte, dybt inde i sin sjæl. Hun holdt det naturligvis hemmeligt, for hun var ikke dum og var udmærket klar over, at hendes omgivelser ikke ville billige hendes sande natur, hendes sande følelsesliv.

Da hun blev teenager, og festerne og drukken tog til, blev problemet større. I starten kunne hun ride bølgen af, men det gik kun et par år, for så kom mistænkeliggørelsen, sladderen og isolationen for alvor. Jeanette Dyrkophf var da 16 år og dybt fortvivlet.

Mobningen var uden ord, men den var der, og det var ikke kun fysisk. Enkelte gange var hun blevet overfaldet om aftenen, tavs, hårdt og hurtigt. Ingen af dem, der overfaldt hende, gemt bag deres masker, sagde et ord, men hun vidste godt, hvad det skyldtes. Hun ville ikke være bange, men efter tre overfald, som for hver gang blev mere brutale, droppede hun de aftenture, som ellers klarede hendes tanker op.

Mobning var strengt ulovligt, og naturligvis var overfald det også. Begge deler gav øjeblikkelige fængselsdomme, men hun meldte aldrig sine "anonyme" plageånder til politiet, fordi hun vidste godt, at det ville gå langt mere ud over hende selv. Den mindste mistanke hos myndighederne, og undersøgelserne ville straks gå i gang. Hun vidste, hun ville knække hurtigt, og så var hun med sikkerhed færdig. Færdig som menneske, færdig som kvinde og færdig som borger. Omskoling og straffearbejde de næste mange år var den dystre fremtid. Jeanet havde nemlig lyttet i timerne.

En sjælelig smerte var flyttet ind i hendes liv, en smerte, som ikke blot startede om morgenen, når hun slog øjnene op, og fortsatte til hun udmattet og anstrengt slog dem ned igen sent om aftenen, kun for at opdage, at det voldsomme ubehag også havde plantet rod i hendes drømmeverden og møbleret den om til et gentagende mareridt nat efter nat efter nat.

I 1.g kunne hun mærke, at rygtet allerede så småt havde spredt sig, og inden hun satte sig på sædet til den første undervisningstime, var hun så godt som færdig. Isolationen var total. Rygte eller ej, bare det at kende hende var mistænkeliggørende. Hendes sidemakker havde hvisket, "Du tør ikke engang tale til mig," med en ond og vred tone, og i kantinen sad hun alene ved et langt hvidt bord. Det var her, de første selvmordstanker dukkede op.

Jeanets tre forældre og "Around-tanterne" havde allerede bemærket, at pigebarnet ikke var helt som de andre. Tante Lizzie havde allerede bemærket det mange år tidligere, nemlig da Jeanet var syv og kun gad lege med dukker og drømte om at blive skøjteprinsesse. Tante Lizzies alarmklokker havde bimlet, og onkel Paul, som var børnepsykolog, havde bedt storfamilien om at slå koldt vand i blodet og forsikret dem om, at han nok skulle holde et vågent øje med den unge pige. Det lagde en solid dæmper på den fælles bekymring, for Paul var jo god til børn og kunne sikkert hjælpe det stakkels barn. Jeanet startede i terapi hos ham, men hun hadede hans samtaler med den elskede børnepsykolog, for hun følte sig hverken set eller hørt, og at afsløre sin hemmelighed overfor dette selvfede gamle svin ville aldrig komme på tale, tænkte hun. Samtalerne hjalp ikke spor. At forsøge at "rette op" på Jeanets seksuelle præference ville have svaret til at prøve at tale en zebra fra dens striber, en løve fra dens tænder. Urealistisk.

Selvmordet lykkedes for Jeanet første gang. Det var en sen efterårsmorgen, og hendes ene bio-mor, Bente-Morten, lagde mærke til, at Jeanet ikke var til morgenmadssamlingen i storfamiliens spisekøkken. Oppe på værelset fandt hun hende. Den unge kvinde havde skåret sine håndled over, ikke på tværs, men på langs, som en gammel romer, bare uden badekar. Jeanet blev ikke begravet i storfamiliens fællesgrav, for det ville aldrig gå. Jeanet var jo klart og tydeligt det ækleste af det ækleste, nemlig heteroseksuel, og den slags mennesker, ved vi jo alle sammen godt, kommer ikke ind i himlen. Onkel Paul var den sidste, der forlod den store kompostbunke, hvor Jeantes aske var blevet strøet ud over. Han spyttede på den.