Kanonbåden

Kanonbåden

Ude på de 7 store have kan man finde flere berømte spøgelsesskibe som for eksempel Den flyvende Hollænder og Mary Celeste. Dem har vi ikke ligefrem mange af i de danske farvande, dog er der et skib, eller nærmere sagt en båd, mere præcist en kanonbåd, som hjemsøger Københavns havn.

Vi skal tilbage til 1807, tilbage til de skæbnesvangre dage for vor hovedstad og det ganske store rige, der gik fra Grønland videre til Island, over Færøerne og op til Svalbard, for så at bevæge sig ned gennem Norge helt til Altona ved Hamborg. Ikke nok med det, for vi skal ikke glemme Dansk Vestindien i Caribien, Guldkysten i Ghana, og også huske at svinge videre til Trankebar og Serampore i Indien for da slutteligt at ende på Frederiksøerne (nu Nicobarerne) i den Bengalske bugt. Ja, Danmark var med i spillet som koloniherrer og anså sig selv som en stormagt på verdensscenen.

Nå, vores historie tager sin start ved, at Napoleon Bonaparte havde fået bank af den engelske flåde under admiral Lord Nelson. Det var slaget ved Trafalgar, hvor den engelske Lord (som danskerne allerede havde stiftet bekendtskab med i 1901, nemlig ved Slaget på Reden) dog selv måtte lade livet.

Da vi danskere havde en stor krigsflåde, frygtede "Fish & Chips-æderne," at vi ville udlevere den til Napoleon, og i midten af august 1807 gik fjenden i land med 26.000 mand i Vedbæk.

En lang historie kort, det endte med, at englænderne et par uger efter bombarderede dele af vores hovedstad sønder og sammen med en blanding af over 14.000 kanonkugler, brand og sprængbomber, og føj lige over 300 missiler, kaldet Congreve-raketter til. Dette bliver af nogle historikere betragtet som verdenshistoriens første terrorangreb, da de primært gik efter de kvarterer, hvor civile boede.

Efter næsten tre døgns både daglige og natlige bombardementer og vild panik blandt byens befolkning, blev Vor Frue Kirkes tårn ramt af et af missilerne, der svarede til en stor nytårsraket med en slags proptrækker-anordning i spidsen, som borede sig ind i træet og eksploderede. Det 120 meter høje tårn stod nu i flammer og styrtede til sidst ned i kirkeskibet.

Nu smed majestæten, kong Christian 7 (dog nok snare hans søn), håndklædet i ringen, og vi overgav os. Englænderne snuppede vores mægtige militære flåde, og da de sejlede hjem med den, blev de fornærmede over, at vi ikke saluterede dem fra Kronborg.

Danmark gik nu konkurs, for uden krigsskibe kunne vi ikke håndhæve vores rettigheder og beskytte vores mægtige handelsflåde ude på verdenshavene. Vi havde jo trekantshandlen, som kort sagt gik ud på at laste skibe med forarbejdet tøj, våben, sprut osv., sejle dem fra Danmark til Guldkysten i Vestafrika, hvor vi byttede dem med teenagere, der blev taget til fange af de lokale kongedømmer. Ja, faktisk havde de danske kaptajner det, man ville kalde showrooms, så de lokale forretningsmænd kunne se, hvad vi havde at tilbyde.

Teenagerne sejlede vi nu til Vestindien og solgte på auktion, og så købte vi sukker, bomuld og tobak, som kunne sælges til favorable priser hjemme i Danmark. Det var sandelig et af de uhyggeligste kapitler i Danmarkshistorien, for mens vi udskibede over 110.000 mennesker fra Afrika til "den nye verden", døde omkring 20 % undervejs under de værste lidelser, du kan forestille dig.

Men selvom vi mistede flåden og fik smadret vores skønne by, gav vi ikke op. Vi byggede en terrorflåde af små kanonbåde, og hvad er sådan en? Jo, ser du, en kanonbåd kan sagtens sammenlignes med en romersk galej (uden Ben Hur). Her er det dog soldater og ikke slaver ved årene, og det voldsomme gedehoved i fronten, som skulle smadre sig vej ind i fjendens skibe for at sænke dem, blev udskiftet med en kanon. Så nu har du en kanonbåd.

Disse både, der var faktisk to størrelser, en med 24 mænd og en med 64, jagtede i flok som glubske og sultne ulvekobler. Deres livret var engelske skibe i de danske farvande. Fjendtlige skibe blev enten skudt til pindebrænde eller tvunget til at overgive sig. Det var rent ud sagt noget værre lort at være engelsk flådekaptajn og skue i sin Jack Sparrow-monokikkert en flok danske kanonbåde med fuld smæk på årene i retning mod en, især hvis der var havblik.

Det gik dog ikke altid lige godt for kanonbådene; en del af dem blev sunket, også ved København. Som sagt er vi ikke kendt for de store spøgelsesskibe, og heller ikke den beretning, jeg nu skal fortælle jer. Der er så få og sjældne fortællinger om den "Københavnske kanonbåd," at fortællingen selv er ved at gå i glemmebogen.

Nuvel, krigen fortsatte mod England helt op til "Freden i Kiel" i 1814. Krigen blev faktisk også kaldt kanonbådskrigen, og flere af disse kanonbåde var med til at beskytte Trekronerfortet ud for København. Det var omkring oktober 1809, at det gik galt for en af de mindre kanonbåde. Den havde sammen med sin ulveflok omringet et engelsk skib, der var på vej gennem Øresund, da den fik en bredside fra fjenden. Fuldtræffer! Hoveder, arme og ben fløj i tusind stumper, mens engelske søfolk jublede.

Unge sømænd, mange af dem sikkert jomfruer, mistede livet eller lemmerne, de heldige blev blot ramt af lange dybe træsplinter, der borede sig ind i deres bløde kød. Chokket blev kun overdøvet af skrigene og åbne blødende sår, der blev blandet med det salte vand.

Skuden var læk, og de få mænd, som stadig kunne bemande en åre, begyndte at ro mod København. En lind strøm af blod fulgte vores tapre helte, som klagede deres nød højlydt ved at råbe på mor eller forbande engelskmanden. Men heltene skulle aldrig nå hverken Trekroner eller Holmen; kanonbåden sank med både mænd og eventuelle mus. Fædre og sønner, alle som en, blev de taget af det nådesløse hav.

Det skulle være sket flere gange for lystsejlere, to gange for kanalrundfartsbådene og en enkelt gang for Bornholmerfærgen på bildækket, dengang den stadig sejlede fra København. Hvad skulle være sket? Jo, det var altid i skumringen og altid om efteråret, lige inden solen forsvandt.

Så dukkede en tåget kanonbåd op, og den roede lige igennem det skib, man var ombord på. Kanonbåden var ikke bemandet af uhyggelige hævngerrige skeletter, som råbte og skreg og lugtede af rådne lig og gammel tang. Nej, langt fra. Kanonbåden var fyldt med sårede og døende mænd, som klagede deres nød på et gammelt og i vores ører noget mærkværdigt dansk. Klager kan man ikke engang rigtigt sige, for de spørger. De spørger til deres koner, kærester, sønner og døtre, til deres mødre og om, hvordan det går hjemme på gården. Og så med ét var båden væk, borte fra tid og sted. 

Selv den isnende kulde, som fulgte med, var forsvundet.