Sonar

Sonar

Det var nu, testen stod. I umindelige tider havde det danske forsvar ikke rigtigt produceret noget selv, men havde for det meste købt sit udstyr fra storebror ovre på den anden side af Atlanten eller andre NATO-lande. Samtidig var truslen fra øst vokset og vokset, og især frygten for de slanke, sorte russiske minubåde, som var i stand til at landsætte en ekstra femte kolonne, stod højt på skrækkens og rædselens skala, særligt takket være en regering, der var løbet tør for terrorister. De var der alle sammen, alle de vigtige personer på flådens kommandostøtteskib kaldet Esben Snare, inklusive Søværnets etat og Krigsministeren, m.fl. Nu skulle det bære eller briste. Staten havde investeret mange millioner i denne nye Super Sound Sonar, kaldet SSS. Ikke nok med at den kunne spore ubåde, som sonarer havde kunnet siden første verdenskrig, nej, denne sonar kunne direkte lytte under vandet, lytte efter ind- og udånding fra mennesker, dykkeres samtaler over deres mikrofoner, altså fjender inde og udenfor en ubåd, og det med den allerstørste nøjagtighed. Denne teknik var indiskutabelt revolutionerende. Naturligvis var Super Sound Sonaren testet grundigt mange gange inden denne demonstration for den elitære danske småliderlige våbenelite. Alle ventede spændt, særligt Krigsministeren, som kunne se masser af kroner og ører fosse ind i statskassen ved videresalg af SSS.

Det var en stille dag med en mild vind, der kun skød et par knob over havoverfladen den dag ude midt i Køgebugt. Udsigten var fin. Til styrbord lå hele Sjælland fra sydspidsen af Stevns op mod København. Agterude spottede man Amager og Øresundsbroen til Sverige, og mod styrbord og stævnen lå det åbne hav ud mod Østersøen, ensomt og med en smule vemod. Drogens fyr tudede stille ude for det sydøstlige Amager. Sonaren blev droppet et par hundrede meter fra Esben Snare af en drone. Alle stod de på kommandobroen, klar til den endelige demonstration. Alle knapper lyste grønt, og "piloten" trykkede på "Go"-knappen. SSS startede op.

Først var der stilhed, absolut stilhed. Kaptajnen forklarede det fornemme selskab, at dykkerne fra Frømandskorpset først nu ville få besked på at kaste sig i bølgerne. Dykkerne fra Hærens eliteenhed lå og småskvulpede i deres seje, sorte og hurtigtgående Attack-kommandogummibåd et par sømil mod øst i Køgebugt. Det var en noget anderledes opgave end det, de normalt var trænet til, for denne gang skulle de tale i deres undervandsmikrofoner. Alle lyttede spændt, og der var absolut stilhed på kommandobroen på Esben Snare.

Stilhed, mere stilhed... Så kom det... en latter, en høj ondskabsfuld latter, en høj onskabsfuld, sadistisk mandelatter, en latter, som skar sig igennem tid, ånd og dimension, en latter så psykopatisk, at den var ufattelig. En latter så skærende, modbydelig, ækel, ond, at den kun kunne stamme fra en person, der fandt fornøjelse i at torturere et andet menneske. Så lede, at selv de barske mænd og kvinder fra Frømandskorpset blev rystede, og hårene på deres arme gøs i deres dykkerdragter. Så... med et var latteren atter væk. Alle var så rystede, at ingen rigtigt opfangede kvindeskriget, der råbte om hjælp, på svensk.